Af Esben Hjortdal Andersen
Lyd er baseret på vibrationer, og det er i sidste ende, hvad vi alle er lavet af. Det hele handler om materie og energi.
Sådan lyder det fra trommeslageren Andrew Cyrille, medvirkende i Jørgen Leth og Andreas Koefoeds første samarbejde, Music for Black Pigeons. Dokumentaren er en sober undersøgelse af jazzmusikkens lidenskabelige, improviserende karakter, som hylder livet og dets mangfoldigheder.
Ud fra den danske jazzkomponist Jakob Bros forskellige sammenspilskonstellationer med blandt andet den legesyge Lee Konitz, den grundige Mark Turner og den grænseløse Midori Takada, bliver der skabt inspirerende portrætter af musikerne, jazzen og livet. Bros svævende kompositioner samler dem i samme toneart, alt imens der bliver forsøgt at finde et svar på, hvad musikken og livet drejer sig om.
”Hvad føler du, når du spiller?”, bliver den stille og meget ydmyge kontrabassist Thomas Morgan spurgt. Et stirrende blik fyldt med tankemylder står tilbage i den efterfølgende lange stilhed, hvorefter der bliver svaret: ”Musik er så mange ting.”
Musikken er meditation, fælleskab, kommunikation; det er selve livet. Musikerne øver, leger og prøver at finde frem til noget, der transcenderer dem selv. Det er en evig søgen, men det bringer dem tættere på en form for mening og på hinanden.
Nogle af musikerne har sjældent eller aldrig mødt hinanden, og de prøver med staccato at give hinanden et kram eller et håndtryk eller hvad? Et par sekunder efter taler de flydende samme sprog igennem hver sit instrument og udtrykker det på den mest poetiske måde; igennem øjeblikkets improvisation. Det viser hvordan musikken bringer forskellige folk sammen uanset baggrund.
Men er denne mangfoldighed egentlig at finde i filmen? Vi ser hvor forskellige musikerne er: Nogle er meget rutineprægede og detaljeorienteret, mens andre er livlige og barnagtige, selvom de snart fylder 90. Men portrætterne er stort set kun af gamle (og for det meste hvide) mænd, og det er ikke den mangfoldighed, musikken kan frembringe. Men det er også noget man må forvente, når man ved hvem, der har lavet filmen.
Det virker som om, instruktørerne er klar over det og kompenserer en smule med portrættet af den vidunderligt livlige slagtøjsspiller og komponist Midori Takada. Hun hopper lifligt fra tromme til tromme spredt rundt på scenen. Sammen med Jakob Bro fremkalder hun en lydmasse, der får én til at kaste sig hen i æteren. Selvom dette portræt er skønt, virker det ude af takt.
Music for Black Pigeons er en hyldest til jazzens liv og dets mangfoldighed, selvom sidstnævnte til tider er svær at finde i filmen. Den er især til dem, der elsker jazz og til dem, der nyder at fundere over livet.
Kommentarer